✖

Riemann-hypotesen

Primtallene ser ud, som om nogen havde strøet dem ud på må og få. Efter to og tre kommer fem, syv, elleve, tretten, så et stykke tid ingenting, sytten… Ingen kender en formel, der kunne afsløre, hvor det næste primtal ligger. Og alligevel følger primtallene i det store og hele en overraskende nøjagtig regel. Riemann-hypotesen påstår, at de aldrig afviger ret meget fra den regel. Det er nok matematikkens mest berømte uløste problem, og for at løse det er der udlovet en dusør på en million dollar.

Først en lille gåde. Gæt, hvor mange primtal der er mindre end en million. Hundrede tusind? Ti tusind? Svaret finder du lidt længere nede.

Hvor mange primtal er der?

Vi begynder i hånden. På figuren står tallene fra 1 til 100, og primtallene er markeret med rødt.

Tallene fra 1 til 100, primtallene er røde

Op til ti er der fire primtal: 2, 3, 5 og 7. Op til hundrede tæller vi 25. Hvis vi fortsætter, finder vi ud af, at der op til tusind er 168. Der kommer altså hele tiden flere primtal, men i et stadig langsommere tempo. Blandt de ti første tal er fire primtal, altså 40 %, blandt de hundrede første er det 25 %, og blandt de tusind første kun 17 %.

Antallet af primtal, der ikke er større end x, skrives π(x). Lad dig ikke forvirre: π er her ikke tallet 3,14, men bare navnet på en funktion, og betegnelsen stammer fra det engelske prime, primtal. Vi har altså π(10) = 4, π(100) = 25 og π(1000) = 168. Tegner vi π(x) i en graf, får vi en trappe: hver gang vi støder på et primtal, springer funktionen ét trin op.

Trappen π(x) op til 100 (rød), tilnærmelsen x/\ln x (blå) og \mathrm{li}(x) (grøn)

Trinnene ser uregelmæssige ud, nogle er brede og andre smalle. Men på afstand holder de sig ret tæt på en jævn kurve. Hvilken?

Den første, der gennemskuede det, var den femtenårige Carl Friedrich Gauss, da han gik tabeller over primtal igennem. Han lagde mærke til, at i nærheden af tallet x er cirka hvert ln x-te tal et primtal, hvor ln er den naturlige logaritme. Lad os tjekke det med et eksempel: ln 1.000.000 er cirka 13,8, så omkring en million burde cirka hvert fjortende tal være et primtal. Mellem en million og tallet, der er tusind større (1.001.000), burde der altså ligge cirka

100013,8≈72

primtal. I virkeligheden er der 75. For så »uordnede« tal som primtallene er det en ret god overensstemmelse.

Hvis hvert ln x-te tal omkring x er et primtal, burde der op til x være cirka

π(x)≈xln⁡x.

I grafen ser du den som den blå kurve. At denne tilnærmelse bliver stadig mere nøjagtig, kaldes primtalssætningen. Den blev først bevist i 1896, uafhængigt af hinanden af Jacques Hadamard og Charles de la Vallée Poussin, og begge havde brug for zetafunktionen, som vi kommer til om lidt.

På grafen kan man dog se, at den blå kurve næsten hele tiden ligger under trinnene. Det kan gøres bedre. Gauss' iagttagelse kan vi også læse sådan, at tallet t er et primtal med »sandsynligheden« cirka 1ln⁡t. Når vi så lægger disse sandsynligheder sammen for alle tal fra to til x, får vi det anslåede antal primtal:

1ln⁡2+1ln⁡3+⋯+1ln⁡x.

Matematikere tager i stedet for summen integralet, altså arealet under grafen for funktionen 1ln⁡t, og kalder resultatet integrallogaritmen li(x). Den afviger fra summen ovenfor med mindre end én, så du kan roligt tænke på den som den sum. I grafen er den grøn, og for x = 100 giver den cirka 30. Det er rigtignok endnu dårligere end de blå 22, men for store x vender det, som vi skal se i den næste tabel.

Hvor meget tager tilnærmelsen fejl?

Tabellen viser det faktiske antal primtal π(x) og hvor meget de to tilnærmelser afviger fra det. I den sidste kolonne står kvadratroden af x til sammenligning.

x π(x) fejl i xln⁡x fejl i li(x) x
103 168 23 10 32
104 1229 143 17 100
105 9592 906 38 316
106 78.498 6116 130 1000
107 664.579 44.158 339 3162
108 5.761.455 332.774 754 10.000
109 50.847.534 2.592.592 1701 31.623
1010 455.052.511 20.758.029 3104 100.000
1011 4.118.054.813 169.923.159 11.588 316.228
1012 37.607.912.018 1.416.705.193 38.263 1.000.000

Her er svaret på gåden: antallet af primtal, der er mindre end en million, er 78.498. Lå dit gæt i det mindste i den rigtige størrelsesorden?

Tilnærmelsen xln⁡x bliver rigtignok bedre i procent, men i absolutte tal tager den stadig mere fejl, for en billion med næsten halvanden milliard. Integrallogaritmen klarer sig meget bedre. For en billion tager den fejl med kun lidt under fyrre tusind, hvilket er en fejl på cirka en titusindedel procent. Og frem for alt: dens fejl er hele tiden mindre end x.

Og netop det er kernen i Riemann-hypotesen. Med almindelige ord:

Fejlen i tilnærmelsen li(x) er højst cirka x.

Lidt mere præcist: Riemann-hypotesen gælder, hvis og kun hvis det for hvert x fra 2657 og opefter gælder, at

|π(x)−li(x)|<x⋅ln⁡x8⋅π.

Her betyder π i brøken igen det almindelige 3,14. Denne form med nøjagtige tal blev udledt af Lowell Schoenfeld i 1976. Logaritmen vokser desuden så langsomt i forhold til x, at vi kan se den som en lille reserve. På figuren er den faktiske fejl π(x) − li(x) op til en million rød, og »tragten« fra Schoenfelds formel er blå. Riemann-hypotesen påstår, at den røde linje aldrig springer ud af den blå tragt, uanset hvor langt vi går.

Fejlen π(x)-\mathrm{li}(x) for x op til en million (rød) og grænsen fra Schoenfelds formel (blå)

Op til en million har vi det lige for øjnene, og computere har kontrolleret det meget længere. Men der er uendeligt mange tal, og intet garanterer, at det ikke går galt et sted langt væk. I matematikken er det allerede sket: li(x) er større end π(x) for alle x i tabellen, så primtallene overvurderes altid lidt (den røde linje på figuren ovenfor ligger helt under nul). Men John Littlewood beviste i 1914, at det en gang vender, og det endda uendeligt mange gange. Ingen har endnu fundet et eneste sådant x, vi ved bare, at det er større end 1019.

Hvorfor lige kvadratrod? Et simpelt forsøg hjælper: slå plat eller krone. Efter n slag forventer du at få krone cirka n2 gange, men det går sjældent præcis op. Afvigelsen fra det halve vokser, men ikke i forhold til antallet af slag, den vokser kun cirka som n. Efter ti tusind slag afviger du som regel fra det halve med nogle få tiere, sjældent med mere end hundrede. På figuren ses tre serier med ti tusind slag hver og i blåt tragten ±n.

Afvigelsen fra det halve i antal gange krone i tre serier af møntkast (rød, orange og grøn) og grænsen \pm\sqrt{n} (blå)

Ligheden mellem figurerne er ikke tilfældig. Primtallene er selvfølgelig ikke tilfældige, hvert tal er enten et primtal eller ikke. Men Riemann-hypotesen siger i bund og grund, at de opfører sig som om de var det: de svinger omkring den jævne tilnærmelse, men ikke mere, end møntkast ville gøre. Der er ingen lumske mønstre i dem, som langt væk skulle samle dem op eller feje dem væk.

Zetafunktionen

Og hvordan kom Riemann ind i historien? Bernhard Riemann skrev i 1859 en kort artikel om, hvor mange primtal der er mindre end et givet tal. Det var hans eneste artikel om talteori, og af den voksede et helt område af matematikken frem. Hovedrollen i den spilles af en sum, som Leonhard Euler havde beskæftiget sig med tidligere:

ζ(s)=1+12s+13s+…

Det græske bogstav ζ udtales »zeta«, og hele udtrykket kaldes zetafunktionen. Vi lægger uendeligt mange brøker sammen: de omvendte værdier af alle naturlige tal opløftet i s.

Vi begynder med s = 1:

ζ(1)=1+12+13+14+15+…

Leddene bliver stadig mindre, så man kunne tro, at summen stabiliserer sig et sted. Det gør den ikke. Denne såkaldte harmoniske række vokser over alle grænser, bare frygtelig langsomt: for at summen skal overstige ti, skal du lægge 12.367 led sammen. På figuren viser den røde kurve, hvad summen af de første n led bliver.

Summerne af de første n led for s=1 (rød) og for s=2 (blå), stiplet værdien π^2/6

For s = 2 lægger vi de omvendte værdier af kvadraterne sammen:

ζ(2)=1+14+19+116+125+…

Her stabiliserer summen sig, i grafen blå. Hvilken værdi den nærmer sig, har matematikere knoklet med i over firs år, det blev kaldt Basel-problemet. Euler løste det i 1734, og ingen havde ventet resultatet:

ζ(2)=π26≈1,6449.

Hvordan π fra cirklen endte i resultatet, ville række til en artikel for sig. For os er en anden opdagelse af Euler vigtigere, den, der knytter zetafunktionen til primtallene.

Euler-produktet

Vi tager kun potenserne af to og lægger deres omvendte værdier sammen:

1+12s+14s+18s+…

Det er en uendelig geometrisk række med kvotienten 12s, og dens sum er

11−12s.

Det samme gør vi med potenserne af tre, og så ganger vi de to summer sammen. Vi ganger parenteserne ud, hvert led med hvert:

(1+12s+14s+…)⋅⋅(1+13s+19s+…)==1+12s+13s+14s+16s++18s+19s+112s+…

For eksempel opstod 112s som 14s⋅13s, fordi 12 = 4 · 3. Vi fik de omvendte værdier af alle tal, der kan sættes sammen af kun toere og treere, og hvert af dem præcis én gang. Femmeren, syveren og tieren er der endnu ikke.

Når vi ganger med parentesen med potenserne af fem, kommer der tal til, der er sat sammen af toere, treere og femmere. Og når vi ganger med parenteserne for alle primtal, får vi hvert eneste naturlige tal. Hvert tal kan nemlig skrives som et produkt af primtal, og det på kun én måde. Det siger aritmetikkens fundamentalsætning. Derfor dukker hvert 1ns op præcis én gang, og vi får netop zetafunktionen:

ζ(s)=11−12s⋅11−13s⋅11−15s⋯

Til venstre står en sum over alle naturlige tal, til højre et produkt over alle primtal. Denne formel er broen mellem zetafunktionen og primtallene, og alt det følgende bygger på den.

Desuden følger det straks af den, at der er uendeligt mange primtal. Hvis der kun var endeligt mange, ville højresiden for s = 1 være et produkt af endeligt mange almindelige tal, altså et bestemt tal. Men til venstre ville den harmoniske række stå, som vokser over alle grænser. Det går ikke op. (Et andet, ældre bevis finder du i artiklen om modstridsbevis.)

Nulpunkter og den kritiske linje

Euler satte kun almindelige reelle tal ind for s. Riemann tog et dristigt skridt: han satte et komplekst tal ind for s, altså et tal på formen a + bi, hvor i er den imaginære enhed, for hvilken i2 = −1 gælder. Komplekse tal kan vi forestille os som punkter i et plan: realdelen a angiver, hvor langt til højre punktet ligger, og imaginærdelen b, hvor højt oppe. Dette plan kaldes den komplekse talplan.

Der er dog en hage. Summen 1+12s+13s+… giver kun mening, når realdelen af s er større end én. Ellers stabiliserer summen sig aldrig, for eksempel for s = 1 vokser den over alle grænser som den harmoniske række. Men Riemann viste, at zetafunktionen kan »forlænges« på en fornuftig måde til resten af planet. Forestil dig det på samme måde som for summen

1+x+x2+x3+⋯=11−x.

Venstresiden giver kun mening for x mellem −1 og 1, men højresiden har ingen sådan begrænsning. Vi kan for eksempel sætte x = 2 ind og får −1. Højresiden »forlænger« altså venstresiden. Med zetafunktionen er det mere indviklet, men ideen er den samme. Matematikere kalder det analytisk fortsættelse.

Det, der interesserer os, er dog, hvor zetafunktionen er lig med nul. Sådanne steder kaldes nulpunkter. Nogle er nemme: zetafunktionen er nul i tallene −2, −4, −6, −8 og videre i alle negative lige tal. Det er de såkaldte trivielle nulpunkter, på figuren grønne. De øvrige kaldes ikke-trivielle, og om dem ved vi, at alle ligger i et smalt bånd, hvor realdelen er mellem nul og én. Det bånd kaldes det kritiske bånd, på figuren blåt.

Den komplekse talplan: det kritiske bånd (blåt), den kritiske linje med realdelen 1/2 (stiplet), de ti første par af ikke-trivielle nulpunkter (orange) og de trivielle nulpunkter (grønne)

Midt i båndet går en linje, hvor alle tal har realdelen 12. Den kaldes den kritiske linje. Og Riemann-hypotesen lyder:

Alle ikke-trivielle nulpunkter for zetafunktionen har realdelen 12.

Altså ligger alle de orange punkter på den stiplede linje. Nulpunkterne kommer i par, symmetrisk om den reelle akse: hvis 12+14,1347i er et nulpunkt, så er 12−14,1347i det også. Derfor er det nok at følge den øvre halvdel. De første nulpunkter er

12+14,1347i,12+21,0220i,…

På den kritiske linje kan vi se, hvordan funktionen faktisk rammer nul. I grafen er den numeriske værdi af tallet ζ(12+ti) for t fra nul til halvtreds rød. Hver gang kurven rører den vandrette akse, har vi et nulpunkt.

Den numeriske værdi af \zeta(1/2+t\,i) for t fra 0 til 50 (rød), nulpunkterne orange

Riemann regnede nogle af de første nulpunkter ud i hånden og skrev i sin artikel, at det er »meget sandsynligt«, at alle ligger på linjen. Beviset udsatte han, fordi han ikke havde brug for det til sit formål. Siden da har man ventet på det. I 1914 beviste Godfrey Hardy, at uendeligt mange nulpunkter ligger på den kritiske linje. At alle gør det, kunne ingen dog bevise. Til gengæld har computere kontrolleret en enorm mængde tilfælde. Xavier Gourdon verificerede i 2004, at de første ti billioner (1013) nulpunkter ligger på linjen. Ikke et eneste afveg.

Primtallenes musik

Hvordan hænger nulpunkterne sammen med at tælle primtal? Netop her ligger den smukkeste del af Riemanns artikel. Riemann fandt en formel, der sætter primtallenes trappe sammen nøjagtigt af en jævn kurve og af bølger, hvor hver bølge hører til ét nulpunkt.

Formlen har sin reneste form for lidt ændrede trin. I stedet for at springe ét trin for hvert primtal p springer vi ln p. Og vi lægger små trin til også ved primtallenes potenser, så ved fire (22) springer vi ln 2, ved ni (32) ln 3 og så videre. Denne trappe kaldes Tjebysjovs funktion og skrives ψ(x), udtales »psi«. Hvorfor lige sådan? Ifølge Gauss er hvert ln x-te tal omkring x et primtal, og når vi for hvert af dem springer cirka ln x, vokser trappen i gennemsnit med én for hvert tal. Den jævne tilnærmelse bliver så helt enkelt den rette linje y = x. Riemann skrev formlen for en anden trappe, i denne form blev den bevist af Hans von Mangoldt i 1895:

ψ(x)=x−∑ρxρρ−ln⁡(2π)−12⋅ln⁡(1−1x2)

Det ser skræmmende ud, og alligevel er det præcis det, vi sagde i begyndelsen af afsnittet. Først står linjen x, til sidst to små korrektionsled, der næsten ingenting betyder. I midten står en sum over alle ikke-trivielle nulpunkter. Bogstavet ρ (udtales »ro«) er et nulpunkt, for eksempel ρ=12+14,1347i.

Hvert par af nulpunkter 12±γi bidrager til summen med én bølge. På den næste figur er bølgen fra det første par, med γ = 14,1347, rød.

Bølgen fra det første par af nulpunkter (rød) og dens omhyllingskurve, der vokser som \sqrt{x} (blå stiplet)

Bølgen svinger, og dens højde vokser. Hvorfor? Vi opdeler potensen xρ:

x12+γi=x12⋅xγi=x⋅xγi.

Den anden faktor xγ i er et komplekst tal med den numeriske værdi én, som med voksende x bare drejer rundt. Af drejningen bliver der en svingning. Bølgens størrelse bestemmes derimod af den første faktor x. Bølgens højde vokser derfor præcis som x. Nøjagtigt er den 2x|ρ|: totallet fordi hvert nulpunkt har en spejlnabo i parret, og bølgen dannes af dem sammen, og division med det faste tal |ρ| betyder, at bølgerne fra fjernere nulpunkter er lavere. Det er den blå stiplede omhyllingskurve.

Og nu sætter vi det hele sammen. I animationen er den faktiske funktion ψ(x) grå og Riemanns formel rød, hvor vi først ikke lægger nogen bølge sammen, så bølgerne fra de første N = 5 par af nulpunkter, så 25 par og til sidst 200 par.

Trappen \psi(x) (grå) og Riemanns formel med N par af nulpunkter (rød) som animation

Uden bølger får vi kun en ret linje. Hver ny bølge tilfører lidt svingning, og bølgerne lægges sammen, så der ved primtallene efterhånden dannes spring, mens svingningerne imellem dem ophæver hinanden. Med to hundrede par kan den røde linje næsten ikke skelnes fra de grå trin. Hvis animationen ikke afspilles, er her alle fire tilstande side om side:

Riemanns formel med 0, 5, 25 og 200 par af nulpunkter (rød) og trappen \psi(x) (grå)

Herfra kan vi se, hvorfor placeringen af nulpunkterne betyder så meget. Trappens afvigelse fra den jævne linje er summen af alle bølgerne. Når alle nulpunkter ligger på den kritiske linje, vokser hver bølge som x12=x, og heller ikke deres sum kan stikke af ret meget længere. Sådan opstår kvadratroden i Schoenfelds tragt.

Men hvis et nulpunkt lå uden for linjen, for eksempel med realdelen 0,8, ville dets bølge vokse som x0,8. Og det er for store x meget mere end x: for x = 1020 er x=1010, mens x0,8 = 1016. Den ene bølge ville med tiden vokse forbi alle de andre, og primtallene ville afvige fra den jævne tilnærmelse meget mere, end det svarer til møntkast. Riemann-hypotesen siger altså: i dette orkester overdøver intet instrument de andre. Derfor kaldes hele emnet ofte primtallenes musik.

Også primtalssætningen fra det første afsnit hviler på nulpunkterne. Hadamard og de la Vallée Poussin beviste i 1896 »bare«, at intet nulpunkt ligger på kanten af det kritiske bånd, altså at realdelen altid er mindre end én. Det er nok til, at bølgerne vokser langsommere end x selv, og til at tilnærmelsen i procent stemmer stadig bedre. Riemann-hypotesen vil have meget mere: realdelen præcis 12.

Hvorfor det betyder noget

Riemann-hypotesen er et gammelt og berømt problem. I 1900 tog David Hilbert den med blandt de 23 problemer, som efter hans mening skulle beskæftige matematikken i det nye århundrede. Den var nummer otte. I 2000 tog Clay Mathematics Institute den med blandt de syv millenniumsproblemer. For løsningen af hvert af dem er der udlovet en dusør på en million dollar, ligesom for problemet P versus NP. Dusøren udbetales dog ikke med det samme. Løsningen skal udkomme i et anerkendt fagtidsskrift og derefter desuden stå sig i to år, før eksperterne accepterer den.

Hvorfor interesserer den matematikere så meget? Først og fremmest fordi hundredvis af andre sætninger bygger på den. I fagartikler står der ofte »hvis Riemann-hypotesen gælder, så…«. For eksempel:

  • Hullerne mellem naboprimtal omkring tallet x er ikke større end cirka x⋅ln⁡x.
  • Millers enkle og hurtige test ville med sikkerhed afgøre, om et tal er et primtal. Den bygger dog på den generaliserede Riemann-hypotese, versionen for beslægtede funktioner, der ligner zetafunktionen.
  • Nøjagtige skøn over, hvor jævnt primtallene fordeler sig på tal, der ender på én, tre, syv og ni. Også her skal man bruge den generaliserede hypotese.

Hvis nogen beviste hypotesen (i de to sidste eksempler også den generaliserede), ville alle disse sætninger pludselig gælde. Hvis nogen modbeviste den, ville nogle af dem falde.

Nogle gange hævdes det, at et bevis for Riemann-hypotesen ville knuse krypteringen og med den netbankerne. Det passer ikke. Den udbredte kryptering RSA bygger på, at vi ikke hurtigt kan dele et stort tal op i et produkt af to primtal. Riemann-hypotesen siger ingenting om faktorisering af tal, den siger bare, hvordan primtallene er fordelt blandt de andre tal. De fleste matematikere tror desuden, at hypotesen gælder, og man har regnet med den længe. Et bevis ville bare bekræfte det, der antages. Krypteringen kunne højst blive skadet af en ny idé, der dukkede op under beviset, men ingen ser nogen sådan idé.

Hvorfor den bliver omtalt nu

Levent Alpöge, matematiker hos Anthropic, offentliggjorde den 20. november 2026 et notat på fire sider på sit websted. Her skriver han, at han sammen med AI-modellen Claude har fundet et bevis for Riemann-hypotesen, og at han også har bevist den generaliserede Riemann-hypotese.

Foreløbig har han kun fremlagt en version af beviset skrevet i sproget Lean. Det er et programmeringssprog, hvor matematiske beviser kan skrives, så computeren kontrollerer dem mekanisk trin for trin. En klassisk tekst, som en matematiker kunne læse, findes endnu ikke. Alpöge indrømmer selv, at han endnu ikke forstår hele matematikken i beviset, og vil skrive det ned senere.

Nogen uafhængig verifikation eller fagfællebedømmelse findes endnu ikke. Computerkontrollen i Lean er et stærkt værktøj, men heller ikke den er nok. Eksperterne skal blandt andet kontrollere, at selve opgaven er rigtigt skrevet i Lean, altså at computeren virkelig verificerede Riemann-hypotesen og ikke en påstand, der ligner den. Brian Conrey, en af de førende eksperter i Riemann-hypotesen, kaldte meddelelsen »et monumentalt øjeblik i menneskehedens historie«. Manuskriptet har han dog endnu ikke set. Meddelelsen kom dagen efter, at Anthropic gik på børsen.

Der har været mange forsøg på at bevise Riemann-hypotesen, også af berømte matematikere, og alle er indtil videre faldet. Dette adskiller sig ved, at det kommer som et bevis i Lean, som en computer kan kontrollere. Om det holder, viser først eksperternes arbejde, og det kan tage lang tid. På millionen dollar fra Clay-instituttet må man under alle omstændigheder vente mindst to år efter offentliggørelsen. Dette afsnit skriver vi den 21. november 2026.

Se også